Beretning Eiger Ultra Trail E 101

Beretning fra Eiger Ultra E 101, juli 2014

”Hvis man vil gennemføre et ultraløb nytter det ikke noget, at få våde øjne efter 16 timer når de slukker lyset”.        Frit omskrevet efter citat at ultraløber: Kurt Andersen

Jeg mødte Tim Fredsø og Jakob Lunøe på en trailcamp på Bornholm i efteråret 2013. Det var her jeg første gang hørte om Eiger Ultra Trail som Tim havde gennemført samme år. Løbet er et rigtigt bjergløb på 101 km med 6700 hm hvor man bl.a. løber over en gletscher samt over bjergtoppen Faulhorn i 2700 meters højde. Det var lige sådan et løb jeg var på udkig efter. Jeg oplevede at det var mit naturlige ”næste skridt” og når der samtidig var mulighed for at følges med Tim og Jakob, ja så tog det ikke lang tid at beslutte sig.

Og hvordan filan forbereder man sig så til sådan et event.. Jeg har ligget på 50-90 km/ugen i en årrække nu. I april løb jeg et 60 km løb og i maj løb jeg 50 miles på Hammeren. Lidt flere km/ugen kombineret med trappetræning og vigtigst af alt et vægttab tænkte jeg, var dét som skulle bringe mig igenne. Da jeg stod på startstregen i Grindelwald var det med alle min godt 90 kg i behold, og trappetræningen – ja, den blev sku aldrig til noget. Et par travle måneder med nyt job og et meget omfattende tagprojekt på vores hus havde suget det overskud som skulle være dedikeret træningen. Dog havde jeg fået løbet en del km og havde en enkelt uge med 100+ km

Min målsætning vedr. løbet var som den iøvrigt altid er, at gennemføre “med stil”. Dette betyder i min verden, at man er fysisk klar til det man kaster sig over og har noget “at skyde med” igennem hele løbet.

Torsdag aften ankom vi til Grindelwald, en mellemstor bjergby i den klassiske Sommer-i-Tyrol stil omgivet af brutalt store bjerge med sne på. Byen var i trail-mode og de mange løbere afslørede sig selv med de små trailløber-kendetegn her og derJ.

Byen var i Ultra-mode

Byen var i Ultra-mode

Fredag daskede vi bare rundt. Vi fik hentet vores numre og kontrolleret vores obligatoriske gear. Vi tog en gondol lift op til et af de punkter vi skulle forbi på ruten – der var sindsygt smukt. Herefter gik turen hjem hvor rygsækken skulle pakkes og de sidste beslutninger vedr. tøj tages. Min rygsæk endte på ca. 4 ½ kg uden væske. Jeg havde 2 dunke på fronten med min hjemmekonstruerede sygerørsløsning, den virkede så godt ved Hammer Trail at den fik genvalg. Vi endte dagen med fælles racebriefing inden det var sengetid.

Tim, Jakob og mig efter obligatorisk udstyrstjek.

Fra højre: Tim, Jakob og mig efter obligatorisk udstyrstjek.

Postbilag

04:30 gik starten og godt 500 løbere blev sendt ud i mørket. Stavene var fremme fra starten og efter en enkelt km på asfalt slog vi ind på et smalt spor hvor det begyndte at gå opad. Første top (First) var i 2250 meters højde og det betød små 3 timers hiking. Vi gik det meste af tiden på klipper som lå således, at det var som en trappe med trin i skæve og forskellige højder. Tim og Jakob havde fra starten stort overskud og jeg bandede indvendigt over mine 90 kg + den manglende trappetræning. Da solen dog begyndte at stå op var det svært ikke at blive helt glad indeni over det overvældende skue. Der er bare noget dragende ved de bjerge – smukke som bare fanden, og samtidig enormt brutale med tanke på hvad vi havde i vente.

Starten går kl. 04:30

Starten går kl. 04:30. Billedet er stjålet fra løbets hjemmeside.

Fra ”First” kom turens første nedløb hvor vi faldt ca. 600 meter over ret få km. Det var ret brede grusstier/veje vil løb ned af og således ikke teknisk på dette tidspunkt. Dog var det stejlt – jeg vil skyde på ca. 20 % hældning nedad i gennemsnit. Netop disse nedløb er hårdere for lårene end man lige skulle tro. De færreste har teknik og styrke til bare sætte den i frigear og så ellers drøne af sted – det er simpelthen for stejlt. Det betyder at forsiden af lårene skal ”holde igen” samtidig med at der er enormt pres på. Vi forsøgte at passe på os selv, men det er vanskeligt. Selv hvis man valgte at gå ned ville det være hårdt for lårene – og vi skulle jo for fanden derudaf.

Solopgang mod "First"

Solopgang mod “First”

Næste milepæl var rutens højeste punkt ”Faulhorn” i 2700 meters højde. Solen stod efterhånden højt på himlen, det var vindstille og allerede virkeligt varmt. Jeg var sku presset der. Ingen kvalme e.lign., det var bare sindsygt hårdt. Hvor meget den tyndere luft evt. har betydet har jeg svært ved at afgøre. Særligt Tim, men også Jakob var væsentligt hurtigere end mig og måtte ofte vente. Vi havde på forhånd aftalt at følges ad så længe det gav mening. Det er en lang tur og det kan godt betale sig at ofre noget tid for at kunne drage nytte af hinanden senere i løbet. Jeg var overrasket over at jeg hang sådan i bremsen i forhold til de andre. I foråret er det mig der har løbet bedst og jeg havde en forventning om, at det ville være mig som skulle trække. Vi var langt over trægrænsen her og scenen var totalt overvældende. Særligt det sidste stykke op til Foulhorn er helt vildt flot. Vi nåede toppen ved middagstid efter ca. 8 timer i sporet.

Opstigningen mod Faulhorn

Opstigningen mod Faulhorn

 

Opstigningen til Faulhorn - det sidste stykke.

Opstigningen til Faulhorn – det sidste stykke.

Faulhorn 2700 meter set oppefra

Checkpoint Faulhorn i 2700 meters højde set oppefra

Da jeg nåede toppen stod Jakob og ventede, Tim var strøget videre og ville vente i næste depot. Jeg var ret mast på det tidspunkt, dels af varmen og de mange hm, og dels af skuffelsen og frustrationen over, at jeg ikke kunne følge med. Jeg sagde til Jakob, at jeg synes han skulle slå følge med Tim. De var i stand til at løbe et helt andet tempo end mig og jeg havde det helt fint med at fortsætte alene i mit eget tempo. Jakob insisterede dog på at vi blev sammen hvilket jo alligevel var dejligt.

Fra Faulhorn stod menuen på 16 km nedløb hvor vi skulle droppe fra 2700 meters højde til ca. 900 meter, altså ca. 1800 hm – skål… Første del af nedløbet mellem Faulhorn og ”Schynige Platte” var noget af det fedeste tærren jeg nogen sinde har løbet. Det var sindsygt teknisk med masser af klipper og løse sten, samtidig var det ikke overdrevet stejlt. Det minder meget om det jeg kender hjemmefra hvor jeg har trænet meget i MTB spor – det gik over stok og sten. Samtidig fik jeg det stille og roligt markant bedre og der var pludselig saft og kraft i benene igen. Det er en forunderlig følelse at komme ovenpå igen efter at man har været langt nede, det tror jeg man skal opleve for at forstå.

Fuld knald på nedløbet - ser lidt opstillet ud men den er god nok ;-)

Fuld knald på nedløbet – ser lidt opstillet ud men den er god nok 😉

Varmen var taget yderligere til, jeg vil skyde på at temp. var oppe sidst i 20’erne. Der var absolut ingen skygge og vi var meget eksponeret i den direkte sol. Jakob begyndte at blive ret mærket af forholdene og pludselig var rollerne byttet lidt om. Vi tog det stille og roligt, og nød hver gang vi kom forbi en bæk med koldt smeltevand vi kunne drikke og pøse i ansigtet. Tim var løbet videre da vi ankom til næste depot hvilket var en forståelig og god beslutning. Han havde diamanter i benene og var i en klasse for sig selv.

Efter ca. 11 timer og 52 km rammer vi Burglauenen hvor vores dropbags er. Jakob er virkeligt ristet her og jeg tænker, at der er 50-50 chance for at han trækker stikket. Jeg selv er også ret brugt, men er aldrig i tvivl om at jeg fortsætter. Vi bruger ca. 25 minutter i depotet med at spise, ordne fødder og skifte tøj. Ca. Kl. 15 begiver vi os ud på 2. halvdel af løbet.

Næste punkt vi sætter kursen mod er ”Wengen” og det går opad fra starten. Jakob er ved at koge helt over i varmen og har kvalme. Jeg selv er også ved at være totalt mørbanket, men har det ellers fint. Der er passager hvor vi snakker meget sammen og forsøger at finde frem til det positive ”mind set”. Ligeledes er der passager hvor vi er tavse og hver i sær kæmper vores kamp. Vi løber ikke mere på det her tidspunkt. Opad er Jakob klart stærkest og må ofte vente, på de flade passager havde jeg muligvis løbet noget mere hvis jeg havde været alene. Samlet er det dog en gevinst at vi er sammen – dejligt at have en at dele oplevelsen med.

Hvis Jakob tidligere havde været presset var det vand mod hvad han gennemgik da vi nåede ”Wengen”. Foran os ventede opstigningen til Männlichen som er turens mest barske. Man stiger 1000 hm over ca. 6 km af ret teknisk rute. Med vores tempo vidste vi at det ville tage ca. 2 ½ time hvilket var brutalt at tænke på i vores tilstand. Da vi forlader depotet og skal til at dreje ind på sporet er Jakob færdig. Han sidder på en lav betonmur og kæmper en åbenlys kamp for at blive i løbet. Der er 40 km og i vores tempo 12-14 timer hjem. Jakob har hård kvalme og der er udsolgt fysisk. Nærmest ud af det blå kommer der en sky og en kraftig regnbue mens vi sidder der – nærmest symbolsk.

Hvordan Jakob kommer videre fra den betonmur ved jeg ikke, men det var ret imponerende at være vidne til. Der var tale om en mental kratpræstation og det er nok en af de ting jeg vil huske bedst fra dette løb. Der var kommet skyer på himlen og temperaturen var faldet lidt. I løbet af den næste halve time går Jakob fra at have været så godt som ude af løbet til pludselig at få energien tilbage. Igen er det ham der har overskud opad mens jeg bogstaveligt talt slæber mig af sted meter for meter. Omgivelserne her er ligeledes ubeskriveligt smukke. Vi bevæger os op forbi trægrænsen og zig zagger ind mellem lavinehegn. Jeg formår faktisk at nyde momentet selvom det gør nas.

Da vi når Männlichen har jeg lidt optur – med 27 km hjem kan jeg efterhånden se en ende på det. Ligeledes har vi ikke flere af de lange stigninger tilbage, kun et par stykker på sølle 500 hm! Jeg sørger for at få spist og drukket alt hvad jeg kan. Ud over at jeg drikker rå mængder cola, spiser jeg en del brødskiver med noget salt kød og Emmentaler. Herudover en masse nødder, chips, powerbar’er, geler, etc. Jeg oplever på intet tidspunkt på turen, at jeg er tømt for energi. Vi finder pandelamperne frem trasker videre i højt humør.

Et par timer efter at det er blevet mørkt har vi en lidt syret oplevelse. Oppe i ingenting kan vi pludselig høre hård techno musik. Da vi drejer omkring et hjørne kan vi se en hytte hvor der brænder bål. Ude foran står der er gut i bar overkrop og danser intenst til rytmerne mens han højlydt kommenterer på det vi har gang i. Jakob konstaterer tørt, at han vist ikke kun har taget saltpiller ham der. Vi fortsætter over nogle enge hvor der er en masse køer med bjælder om halsen. De kommer nysgerrigt luntende da de ser vores lys og jeg bliver sku lidt betænkelig. Heldigvis er Jakob landmandssøn og han klarer ærterne.

Natten går time for time og i takt med at den ene kilometer efter den anden bliver ædt, forsvinder overskuddet og der bliver mere og mere tale om ”overlevelse”. Jeg havde mit Gopro kamera med og har en optagelse fra det check point som hedder Kleine Scheidegg hvor jeg er ser noget presset ud. Man siger jo, at man ikke skal “hænge” i depoterne, men vi gør sku lige en undtagelse her. Mine ben var helt smadret, og alligevel fortsatte vi jo.. Jeg har lært lidt om hvad jeg er i stand til, og samtidig har jeg ikke ramt grænsen.

Mellem 80 og 90 km er der et meget langt nedløb hvor vi dropper ca. 1300 meter. Løb var der intet af på dette tidspunkt og på trods af dette gjorde hver eneste skridt ondt fordi man skulle låret skulle bremse bevægelsen nedad. Vi havde udviklet en teknik med stavene som Jakob med smil på læben døbte ”dobbelt pasgang”. Stavene sættes i samtidig foran kroppen og bremser således bevægelsen fremad. Det aflastede lårbasserne en anelse men jeg priser mig lykkelig over, at vi ikke blev filmet på dette tidspunkt for kønt, det var det ikke.

Himlen begynder at lysne mens vi vandrer ind i Grindelwald. Byen er begyndt at vågne og der er søvnige mennesker her og der som klapper af os. Ved målområdet er der lidt flere folk og det er en ubeskrivelig lettelse at løbe i mål. Det blev ikke helt på den måde jeg havde forventet (håbet) men jeg er stolt over at jeg trods alt klarede strabadserne. Jeg har lært nye sider af mig selv at kende og lært lidt om hvad det kræver at ”løbe” i bjergene. Samtidig havde jeg forventet noget mere af mig selv. Jeg gennemførte – men det var ikke med stil! Set i bakspejlet var jeg ikke fysisk klar og skridtet blev derfor for stort.

Vi kommer i mål som nogen af de sidste i feltet som nr. 279 og 280 på 25 timer og 53 minutter. Ca. Halvdelen af deltagerne udgår og vi er således i bedste halvdel J.

Stor tak for turen til Tim og Jakob – fedt at vi kunne dele denne oplevelsen.

To trætte krigere

To trætte krigere

One thought on “Beretning Eiger Ultra Trail E 101

  1. Pingback: Beretning Eiger Ultra Trail E 101 | Jeg er ideator

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s